Engang hjalp kommunen borgere, der var generet af måger, men i dag er det borgernes eget problem at regulere dem
Af Lars Astrup Jensen
Mange aarhusianere i midtbyen har prøvet at vågne før vækkeuret til lyden af mågeskrig. Når mågerne yngler om sommeren, er de aggressive og larmer højlydt fra tidlig morgen. Det betyder, at flere beboere har svært ved at sove, og siden 2007 har Aarhus Kommune modtaget klager fra generede borgere.
Alene i 2016 modtog Aarhus Kommune 130 henvendelser fra borgere, som var generet af måger. Trods det store antal henvendelser var 2016 det sidste år, hvor kommunen satte ind for at regulere mågebestanden i Århus.
Ifølge Ebbe Johansen, som er frivillig mågejæger, har mange beboere efterhånden givet op i kampen mod de bevingede skrålere.
”I 2015 og 2016 skaffede kommunen tilladelser fra Naturstyrelsen til måge-regulering, og vi var tre hold af jægere, der fik tildelt forskellige afsnit i byen, som vi regulerede. I dag er jeg den ensomme ulv, hvor jeg hjælper til i én ejendom.”
Denne udvikling udspringer af at kommunen i 2017 droppede indsatsen mod mågerne. Nu henviser man borgerne til selv at ansøge om en reguleringstilladelse hos Naturstyrelsen.
Mere omstændigt for aarhusianerne
De seneste tre år har Naturstyrelsen hvert år modtaget over 30 ansøgninger om tilladelse til regulering af måger fra borgere i Aarhus Kommune. Ansøgningen kræver, at alle i ejendommen er enige, og hvis den godkendes, er det tilladt at nedkæmpe måger med hjælp fra en jæger.
Alligevel er Ebbe Johansen sjældent ude og regulere sammenlignet med før i tiden.
”Jeg oplever, at folk har sværere ved at få tilladelser. Flere af dem, som kontakter mig, bliver bremset af ansøgningsprocessen, fordi de ikke er bekendt med at udfylde dokumenterne rigtigt. Kommunen havde erfaringen, og det var nemmere for dem at skaffe tilladelse,” fortæller mågejægeren.
Mågerne vandt kampen
Kim Friedrichsen, som er miljøtekniker hos teknik- og miljøforvaltningen i Aarhus Kommune, er bevidst om, at mågerne har plaget beboere igennem mange år.
”Der skulle afsættes så enorme ressourcer til at søge tilladelser og samle jægere, og vi kunne faktisk ikke se, om det havde en effekt.”
Kim Friedrichsen anser sagen for lukket, eftersom de forsøgte at løse problemet uden succes.
”Selv hvis mågebestanden steg fra 200 til 250 mågepar, vil vi ikke ændre holdning til det. Mågeproblemet foregår på privat ejendom, og det er borgerne, som skal tage sig af det.”
Ebbe Johansen ønsker, at kommunen erkender, at det er et problem, og sætter penge af til det igen.
”Det fungerede fantastisk, dengang hvor kommunen gjorde noget. De organiserede reguleringsgrupper, og beboerne blev hjulpet på en ordentlig måde.”
Mågeproblematikken ser ud til at være et reelt problem for mange borgere (det tvivlede jeg oprindeligt lidt på, men får dokumentation for sagen i historien), så væsentligheden er i orden. I kunne have styrket identifikationen med en case, men skønt med en frivillig mågejæger (en titel, jeg ikke har stiftet bekendtskab med før – giver lidt fascination).
I kunne løfte historien yderligere ved at lave en form for how to-guide til mågeplagede læsere (Jf. citatet: ”Jeg oplever, at folk har sværere ved at få tilladelser. Flere af dem, som kontakter mig, bliver bremset af ansøgningsprocessen, fordi de ikke er bekendt med at udfylde dokumenterne rigtigt. Kommunen havde erfaringen, og det var nemmere for dem at skaffe tilladelse,” fortæller mågejægeren.) I kunne eksempelvis lave en ”sådan udfylder du dokumenterne korrekt”-video med en sagsbehandler fra kommunen. Blot en tanke. Historien er fin, som den er.