Street food tilfredsstiller rejsetrang

Aarhusianerne er vilde med Aarhus Street Food, der har tårnhøje besøgstal. Populariteten afspejler vores globale tidsånd og individualiserede kultur, mener eksperter. 

Af Mathias Holm Guldberg 

Der er højt til loftet og Phil Collins på anlægget i den gamle busterminal, der i dag lægger lokale til Aarhus Street Food marked. Månen skinner ned gennem glastaget på de lyse aflange bænke, hvor kærestepar, børnefamilier og gamle venner har sat sig til rette. Én spiser indisk, en anden amerikansk og en tredje caribisk. En fjerde nipper til en belgisk øl. 

Aarhus Street Food har været en forrygende forretning, siden den åbnede i sensommeren 2016. Sidste års regnskaber viste et overskud på 6,1 millioner kroner og med mere en 1,3 millioner mennesker besøgende på årsbasis, er det en succes.

Ifølge forbrugsanalytiker Anne Knudsen er forklaringen på street foods popularitet, at danskere generelt spiser mere ude. Her er street food et billigere alternativ, som samtidig kan tilfredsstille vores rejsetrang:

”Street food er et globalt fænomen, vi har taget til os. Danskerne rejser mere og mere, og når vi kommer hjem, vil vi gerne genopleve oplevelsen. Det kan vi gennem mad”. 

Et sted for alle 

Foran The Everest Kitchen med sit nepalesiske flag hængende over baren, sidder vennerne Marc Eggen og Anders Lorensen og nyder en øl. De er enige om, at det er de overkommelige priser og det store udvalg, der gør street food attraktivt. Det er fleksibelt og spontant og alle kan finde deres livret. 

”Og hvis man ikke kan finde noget herinde, så skal man finde sig nogle nye venner” tilføjer Marc Eggen med et smil. 

Street foods popularitet har også noget at gøre med at vi lever i en individualiseret kultur, mener kogebogsforfatter og professionel madskribent Anne-Sophie Lahme: 

”Mad er en sanselig oplevelse. Ligesom at gå på museum. Og street food er en sjov, let og uforpligtende oplevelse. Alle kan finde noget de kan lide, og man kan prøve noget nyt hver gang”

Fakta:
– Street food-trenden i Danmark startede i 2014 med et marked på Papirøen i København
– Restaurationsbranchens omsætning steg med 10 milliarder kroner fra 2014 til 2018, blandt andet på grund af street food
– 24 procent af alle unge mellem 18 og 29 spiser månedligt på madbod/gadekøkken/pølsevogn og lignende

One thought on “Street food tilfredsstiller rejsetrang

  1. God idé at undersøge årsagen til Street Food’ens popularitet. Og rigtig god idé med faktaboksen – interessante oplysninger.

Comments are closed.