Institut for Vild Analyse afholder læsekreds i psykoanalyse: Byens Øjne var med på en lytter

For de fleste er Freud og hans tankegods noget, der hører det forrige århundrede til. Men filosoffen Slavoj Zizek har gjort psykoanalysen hot igen. Nu mødes studerende hver uge i Mejlgade for at gå på opdagelse i underbevidsthedens landskaber. 

Af Mathias Holm Guldberg

Hvis man en sen aften er på vej hjem langs Mejlgade, kan man måske være heldig at overhøre sætninger som ”ved at blive som far, kan man overgive sig til mor” eller ”urscenen er det, der iscenesætter kastrationens fuldbyrdelse” hvis ellers vinduet ud til gaden står på klem. For inde bag murens hvide kalk og under et skarpt gulligt lys holder Institut for Vild Analyse læsekreds i psykoanalytisk teori. 

Denne aften er elleve personer, de fleste studerende, mødt op. De er alle udstyret med notesblok og et dybsindigt blik, der giver indtryk af, at de er lige på randen til at løse gåden om menneskets sjæleliv. Hvis bare lige de altså får svar på nogle af de spørgsmål, de har forberedt til dagens diskussion. De vil gennemgå psykoanalysens grundbegreber, og har forberedt sig hjemmefra ved at læse en tekst af fremmødte Saman Atter Motlagh, der til daglig arbejder som psykolog. Det er også Saman der lægger ud: ”For Jacques Lacan er der tre logiske momenter, for at ødipus-komplekset kan lykkes” fortæller han, og kigger op, for at se om alle er med.

Foto: Mathias Holm Guldberg

Et andet sprog at tale med  

For Ella Wiberg, der til daglig læser idéhistorie og har faciliteret aftenens arrangement, er psykoanalyse interessant, fordi det tilbyder et omvendt blik på alt dét, vi normalt tager for givet. Hun hørte første gang om den berygtede franske psykoanalytiker Jacques Lacans teorier til et foredrag på Island, og har ikke kunne slippe det siden: 

”Der er et slogan indenfor psykoanalyse, der siger: Alting du ved, bare omvendt. Man kan bruge den til at forstå og italesætte mange ting, man ikke umiddelbart kan se.” 

Udover de ugentlige møder i læsekredsen deltager hun også i en kunstgruppe, hvor de med fælles baggrund i psykoanalysen, mødes og snakker om kunst. Og så arrangerer hun også noget, der kaldes symptom- eller paperjam. Her møder man op med et ’symptom’, man gerne vil snakke om, og så analyserer man det i fællesskab på freudiansk vis. 

Og når der er brug for at evaluere og tage temperaturen på, hvordan det går med alle aktiviteterne, så afholder instituttet ’dødstaffel’. Alle er velkomne, men som Ella pointerer: 

”Det fede er, at vi er en nørdeklub!” 

At nyde nydelsen 

Efter en tiltrængt pause med en cigaret i baggårdens kulde, samles folk om langbordet igen. Indforståede psykoanalytiske begreber som jouissance og plaisir skydes frem og tilbage mellem deltagerne som led i deres argumenter, inden det bliver klart for mig, hvad diskussionen handler om: Nydelse. Saman Atter Motlagh forklarer, at der er forskel på nydelse og behov, og sætter det på spidsen: 

”Man siger nogle gange, at et hul bare er et hul. Det vi en lacainer aldrig sige!” 

 Sara Marie, der til daglig læser statskundskab, spørger, om der kan være dødsdrift forbundet med at spise for meget chokolade. Ja, eller slik i julekalenderen, svarer Saman Atter Motlagh og følger op:

”Det er eddermame nydelse. Man bør også lægge mærke til, hvor store forskelle der er på neurotikeres skidevaner. Der er en særlig nydelse forbundet med det”.

Diskussionen fortsætter i en rytme, hvor der både er plads til spontane grin og alvorlige panderynker, og den når, at komme omkring hvorfor fortvivlelse har med nydelse at gøre, og hvorfor alting i sidste ende handler om at nå frem til at kunne nyde nydelsen. 

For som en af de deltagende pointerer med et tilfredst blik: ”Nydelsen udspringer jo af en mangeltilstand. Så når man nyder, er man ufri. Så ved at nyde nydelsen, så er man på en måde fri”.

Mathias, som er pædagogikstuderende, får folk til at grine ved til sidst at udbryde, halvvejs lettet: ”Er det en form for behandling, bare det at forstå psykoanalyse?”.

Fakta

  • Institut for Vild Analyse startede op i foråret 2018 under Filosofisk Fakultet og baserer sig på klassisk vild analyse fra Marx, Freud og Lacan til nyere slovensk filosofi. 
  • Instituttet kan også kontaktes på: iva@filosofiskfakultet.