Med et million-budget og et væld af sponsorer leverede Medicinerrevyen igen i år et pompøst og overlegent show. Men der var mere show, end der var sjov.

Af: Simone Nowack Pedersen

Sydbank som sponsor. TV-læge Peter Qvortrup Giesling som protektor. Storslåede kostumer og kulisser med en stjernehimmel, der lyser op bag et symfoniorkester med egen dirigent. Ved første øjekast ser Medicinerrevyens overlegne opsætning ud som den plejer, da jeg torsdag eftermiddag er taget i Tivoli Friheden for at se årets forestilling “Taber du ansigt, syr vi det på igen”.

Men de to instruktører Tobias Jensen og Kirsten Munck forsikrer os med det samme om, at intet er, som det plejer. De træder ud på scenen med ordene: “Vi ved godt, at vi har ry for at have mange penge, men i år har vi ENDNU flere!” og får en blæsemaskine hentet ind kun til dét formål at blæse lidt vind i deres hår, og så er forestillingen ligesom skudt i gang.

Musikken: Orkesteret spillede røven ud af bukserne

Den musik, Medicinerrevyens orkesteret kan levere, er et univers for sig selv. Det er imponerende at se et studenterdrevet band, der rummer alt fra tværfløjter og oboer til kontrabasser og otte personer på percussion. Mellemspillene efter hver sketch er ren optur at overvære, hvor blandt andet titelmelodien til Krøniken, Regndans af Danseorkesteret og et overlegent cover af Played-A-Live af Safri Duo giver genlyd i koncertsalen.

Skuespil: Én havde hele pakken

Niveauet blandt skuespillerne er ligesom næsten alt andet i Medicinerrevyen højt. Men iblandt den nøje udvalgte skuespillertrup på 10 personer skiller især en sig ud. Ingunn Berg har simpelthen hele pakken: Hun synger godt, danser megafedt og har et stort komisk talent. Det er heller ikke svært at ane, at hun er blandt instruktørernes favorit, for hun får umådelig meget scenetid i forhold til de andre skuespillere. En iagttagelse, der går igen, og som er ærgerlig. Vi ser rigtig meget de samme tre-fire skuespillere, og selvom de er dygtige, virker det ikke mangfoldigt. Lidt uheldigt i en studenterrevy, der rummer 72 hårdtarbejdende og engagerede revyister.

Scenografi, kostumer og rekvisitter: Pyroteknik var ved at gå galt

Påstanden om, at Medicinerrevyen i år har ENDNU flere penge, er ikke nogen løgn. Lysshow, kulisser og kostumer er som altid overlegne og virkelig gennemførte. Men som noget nyt bliver der i år eksperimenteret med pyroteknikken med en investering i fire ildkanoner, der flittigt bliver taget i brug under showet. Flot ser det ud – ja, helt sikkert – men det er forstyrrende for skuespillerne (og ikke mindst publikum), der gang på gang er ved at få futtet garnet af. Det tenderer til at virke en tand for uprofessionelt.

Sketch og sange: Er det sjovt?

Med det store orkester i ryggen hersker der ingen tvivl om, at det er de mange sang-sketches, der bærer showet. Sangteksterne er utroligt gennemførte, og musikarrangementerne dertil ligeså. Der er da også mange af dem – nemlig hele 12 ud af i alt 26 sketches – og fylder dermed næsten halvdelen af hele forestillingen. Men det er klart til deres fordel, for det er her, at publikum er mest på, og latteren får lov til at flyde. Anderledes er det desværre med de resterende sketches, hvor mangel på fede punchlines går igen, og det kan mærkes på publikums reaktioner. Sketchene bliver ofte modtaget af en lidt akavet latter og medlidenhedsapplaus.

Konklusion: Mindre show, mere sjov, tak!

Medicinerrevyen skal igen i år have kæmpe ros for sceneshow, lys og musik. Æstetikken er helt i top, og revyen er næsten helt renset for interne jokes, så alle blandt publikum kan være med. Revyen kunne med fordel slække lidt på showet og lægge flere kræfter i at få skrevet nogle skarpere og sjovere sketches. Sangene hiver niveauet op, jeg er godt underholdt undervejs, men flad af grin er jeg ikke.