Aarhus Universitet sætter fokus på bæredygtige løsninger i samarbejde mellem studerende og lokale virksomheder

AU challenge er Aarhus Universitets nye initiativ, der skal udvikle bæredygtige løsninger i et tæt samarbejde mellem studerende og lokale virksomheder. Det hele kulminerer i en finalen, hvor alle er inviteret til bæredygtig inspiration.

Af Sofie Ærthøj

Aarhus Universitet åbner d. 15. november dørene op for finalen i AU Challenge, hvor både studerende og virksomheder inviteres indenfor til en aften, hvor bæredygtighed er i hovedsædet. 

Illustration: Aarhus Universitet

AU Challenge er et nyt tværfagligt initiativ fra Aarhus Universitet, hvor studerende, med interesse for samarbejde og bæredygtighed, frivilligt har kunnet melde sig til at deltage i en case orienteret arbejdsgruppe. Grupperne er blevet sammensat, så der er størst mulig diversitet mellem deltagernes kompetencer. Dette står i skarp kontrast til gruppesamarbejdet på de forskellige studier på Aarhus Universitet, hvor man som oftest arbejder i grupper med personer fra sit eget studie, som besidder de samme faglige kompetencer som en selv. 

Ifølge Merete Kruse, Specialkonsulent ved Rektoratet på Aarhus Universitet, så er det nye tværfaglige tiltag et eksperiment. 

”140 studerende fra 56 forskellige studier er blevet teamet op for at skabe en bredere faglighed for at se, hvad der kan opstå af innovationskraft” fortæller Merete Kruse. 

De tværfaglige teams skal ikke bare løse fiktive problematikker men arbejde med nogle konkrete behov stillet af virksomheder, som ønsker innovative og bæredygtige løsninger i forskellige afskygninger. Det handler om alt fra at øge bæredygtig turisme til at reducere plastforbruget i Aarhus kommune. 

”Gennem AU Challenge åbner de studerende sig mod verden og bringer deres kompetencer i spil”, fortæller Merete Kruse, og fortsætter: ”Vi vil gerne forbinde de studerende med erhvervslivet, og give de studerende bedre forudsætninger for et godt arbejdsliv”. Det handler altså både om de studerendes kompetencer, måder at tænke i bæredygtighed og forretning. 

Video: Aarhus Universitet

I løbet af torsdag og fredag i næste uge vil de mange arbejdsgrupper blive skåret ned til 9 finalister. De studerende i de bedste grupper vil blive ansat som studentermedhjælpere hos deres case virksomheder i varierende periode og derigennem arbejde videre med projektet. De bæredygtige projekter stopper altså ikke med AU Challenge, men tages med videre ud i virkeligheden, hvor de udvikles til reelle løsninger for virksomhederne. Finalen falder på d. 15. november.

”Selve finalen er et inspirationsvindue til virksomheder, kommuner, studerende og undervisere. Der kommer også til at være en bæredygtig markedsplads, hvor vores samarbejdspartnere og case-virksomheder kommer. Vi har også inviteret andre lokale initiativer, som passer ind i teamet”, fortæller Merete Kruse. Formålet er at øge kendskabet til de muligheder der er, for at styrke bæredygtigheden i en virksomhed. 

Én af de inviterede er den bæredygtige emballagefri købmand, RAA Aarhus, som er et initiativ drevet af to biologistuderende ved Aarhus Universitet. 

”Vi har sagt ja til at komme og bakke op om AU Challenge, fordi vi gerne vil følge med i, hvad der sker med bæredygtigheden i Aarhus.” siger stifter af RAA, Anna Sauermilch, 

Selvom Anna Sauermilch og hendes partner selv  kommer fra biologistudiet, så synes hun, at det er meget relevant at finde tværfaglige løsninger: 

”Det er vigtigt at blande folk med forskellige baggrunde, når man skal finde bæredygtige løsninger. Hvis man ikke gør det, kan vi risikere green washing, hvor der bliver løst ét lille problem, mens man ikke forholder sig til resten”. Hun understreger vigtigheden i, at store institutioner som Aarhus Universitet sætter fokus på at finde bæredygtige løsninger. 

Vil du have et skud bæredygtig inspiration fra andre studerende, så foregår finalen i Søauditorierne ved Aarhus Universitet fra 16:00-20:00.