Aarhus Universitet ansætter erhvervsdirektør for at få flere kandidater i job

Aarhus Universitet laver en strategisk satsning, som skal få de  studerende tættere på erhvervslivet

Af Lars Astrup Jensen

Igår meddelte Aarhus Universitet, at de har ansat Lone Ryg til stillingen som erhvervsdirektør pr. 1. februar 2020. Det er en helt ny stilling, som skal være en tilføjelse til deres nyoprettede indsatsområde ‘Erhverv og Innovation’. Aarhus Universitet skriver i deres pressemeddelse, at de vil skabe et tættere samspil med erhvervslivet for at få flere færdiguddannede kandidater i job.

Ifølge Kirsten Jensen, som er leder af Aarhus Universitets erhvervsstab, handler det om at åbne flere studerendes øjne for mulige jobs på det private marked.

”På et fagområde som ARTS, har mange typisk tænkt, at de nok skal ansættes offentligt. Men når vi ser prognoser fra modernitetsstyrelsen, kan vi se, at den offentlige sektor ikke bliver større, og vi har jo ikke lyst til at uddanne folk til arbejdsløshed,” lyder det fra Kirsten Jensen.

”Der er private virksomheder, som kan bruge ham, som læser fransk, men det er ikke sikkert han ved det eller virksomheden ved det,” lyder det fra Kirsten Jensen.

Foto: Roar Lava Paaske / Aarhus Universitet

Flere projektorienterede forløb

Samarbejdet mellem studerende og virksomheder skal styrkes gennem flere projektorienterede forløb, specialesamarbejder og andre karriererelevante aktiviteter i løbet af studietiden.

”Vi ser en samfundstrend i fokus på iværksætteri og det private arbejdsmarked. På Aarhus Universitet forsøger vi at skrue op for iværksætteri, og lave miljøer hvor man kan lære at sætte sin viden i en business-sammenhæng. Ellers så ender vi jo med at stå tilbage som dinosaurer.”

Ifølge Kirsten Jensen, er det planen at bringe flere virksomhedsforløb ind på en række uddannelser, hvilket kan komme til at erstatte noget af den eksisterende undervisning. 

”Det svære er at gøre det uden at give køb på uddannelsesdelen. Det er et dilemma mellem, at vi ikke ønsker at give køb på undervisningen, men at de studerende heller ikke skal ende ud som arbejdsløse.”

Humanister i erhvervslivet

En af de studerende på Aarhus Universitet, som har fået gavn af at få en forsmag på erhvervslivet, er Emma Pelsen på 25 år. Hun har en bachelor i historie og studerer nu religionsvidenskab på kandidat. Gennem foreningen ’Humanister i Erhvervslivet’ fik Emma Pelsen en deltidspraktikplads hos virksomheden Cabi i Aarhus midtby. Cabi arbejder med at få flere udsatte i job, og selvom det ligger langt fra historie og religion, så oplever Emma, at hun har en hel masse viden som kan omsættes. 

”Man bliver lidt en individualist af at studere, og det har været fedt for mig at finde ud af, at jeg kan løse en opgave ude i erhvervslivet i samarbejde med en masse andre fagligheder.”

Emma har en blandet holdning til at lave flere projektorienterede forløb på universitetsuddannelserne.

”Det kunne være fedt at komme mere ud i erhvervslivet, men omvendt ville man også miste noget undervisning, hvilket ville være ærgerligt.”

Til spørgsmålet om hvorvidt det ene udelukker det andet fortæller Kirsten Jensen:

”Vi regner med, at der skal være flere projektorienterede forløb, men det skal skrues om på en måde, så man ikke bliver dummere på sit fagområde.”