Redaktionens favoritter: 5 uundværlige og gratis apps til dit studieliv

I en presset hverdag fyldt med skole, arbejde og fritidsinteresser ville man ofte ønske, at der var smutveje, som kunne få hverdagen til at glide lettere. Fortvivl ej! Du får her de fem mest uundværlige apps til studielivet.

Af Anne Louise Pørtner

Focus Keeper – optimér din læsning 

De fleste studerende har prøvet at skulle læse, hvad der føles som en hel bog inden forelæsningen, og opgaven føles så uoverskuelig, at man hurtigt kommer til at scrolle Facebook igennem eller tjekke nyheder. Focus Keeper app’en kan gøre livet lidt mere overskueligt – kort fortalt sætter man et interval på 25 minutter med 5 minutters pause bagefter og kører så i ring med det, indtil man er i mål med dagens opgaver. 

Studiz – elektronisk studiekort og rabatter i én  

Som studerende er pengene tit små, men mange virksomheder giver heldigvis studierabat til studerende. På Studizapp’en får du et samlet overblik over rabatter til alt fra elektronik til frisørsaloner og rejser. Du opretter en bruger i app’en, og så har du altid dit studiekort ved hånden og klar til at udnytte alle de fede rabatter. 

Coursera – dygtiggør dig med online kurser 

Hvis du er en nørd, der ønsker at blive klogere på nogle emner som dine undervisere ikke inddrager i timerne eller bare dygtiggøre dig endnu mere, er Coursera app’en helt genial. Her kan du vælge mellem over 1.000 kurser på forskellige sprog og bringe din faglighed op på et nyt niveau. 

Too Good To Go – red miljøet og din pengepung 

Vær med til at mindske madspild og gør noget godt for miljøet, samtidig med at du får lækker mad for meget få penge. På Too Good To Go app’en kan du nemt og hurtigt redde dig alt fra bagværk til sushi og kasser med frugt og grønt. Men vær hurtig! Det bliver lynhurtigt udsolgt. 

eTilbudsavis – tilbudsjægerens våde drøm Hvorfor betale mere for dagligvarer end højest nødvendigt? På eTilbudsavis app’en kan du søge efter lige de produkter, du skal bruge, og finde den butik, der sælger det allerbilligst og har de bedste tilbud, så der er mere luft i budgettet til drinks og restaurantbesøg.